Vi kender det allesammen - vi vågner om morgenen og føler ikke, at vi har sovet mange minutter - og vi er i hvert fald ikke oplagte til at stå op og gå på arbejde. Faktisk ser vi kun frem til tidspunktet, hvor vi kan lægge os i sengen igen.
Vi trækker os igennem dagen, og det er ikke kun ubehageligt - det påvirker alle aspekter af vores liv, det ødelægger kvalitet, præcision og kreativitet i dit arbejde (for slet ikke at tale om evnen til at samarbejde med mennesker omkring dig).
Hvis du er leder mærker du det formentlig endnu mere tydeligt, hvordan dine medarbejderes søvn - eller mangel på samme, kan påvirke og endda ofte usynligt underminere de gode initiativer, du sætter i gang. Medarbejdere der mangler søvn vil have svært ved at omstille sig, indtage ny læring og være modtagelige for selv den bedste ledelse, du kan præstere. Hvis medarbejdere i dit team ikke har sovet godt, bliver det meget svært at få deres opmærksomhed og endnu sværere at få deres fulde engagement.
Der er altså få ting i dit liv der er ligeså vigtige - og på samme tid talt om så sjældent. Det vil jeg gerne hjælpe til at ændre på. Dit liv og arbejdsliv kræver en energi, som kun god kvalitetssøvn kan give dig.
Overvej lige nogle af de mange krav en almindelig dag stiller til dig:
Du skal bevare fokus, løse problemer, tage beslutninger og huske vigtige informationer.
Du skal samarbejde med andre mennesker og være empatisk over for deres bekymringer.
Du skal være 'på' I situationer, hvor du skal levere en ekstra indsats.
Og du skal opretholde fysisk styrke til at klare den hele dagen igennem.
Søvn er næring til hjernen, så du kan klare alle livets udfordringer. Og det er altså ikke kun mængden af søvn, der tæller I det regnskab - det er endnu vigtigere med kvaliteten. Og det har stor indflydelse på din neurologiske ydeevne.
For at sige det enkelt: Jo bedre du sover, jo bedre (og gladere) lever og arbejder du.
"Søvn er næring til hjernen, så du kan klare alle livets udfordringer. Og det er altså ikke kun mængden af søvn, der tæller i det regnskab - det er endnu vigtigere med kvaliteten."
Du lægger allermest mærke til det på dage hvor du er fuldstændig udmattet. Men effekten er altid til stede. Du lægger måske ikke mærke til forskellen på 6 eller 8 timers søvn - men din hjerne og din krop gør uden tvivl.
Søvn påvirker dit (arbejds)liv. HVER DAG.
Hvis du lider af dårlig søvn, er du bestemt ikke alene. Omkring hver tiende af alle danskere har store søvnproblemer og ca. 30 % oven i oplever ofte at have søvnproblemer. Ud over at det selvfølgelig er invaliderende for den enkelte, så har det både direkte og indirekte omkostninger for de pågældende personer og for samfundet generelt; sundhedsydelser og medicin, involvering i flere ulykker, nedsat produktivitet og højere fravær fra arbejde, ringere beskæftigelse og så videre.
Det første skridt til at løse et problem er at forstå det. Så lad os lige gå igennem 7 af de knap så åbenlyse områder din søvn påvirker dig og dit liv.
Kognitive evner og opgavefokus
Kognition er din evne til at ræsonnere, planlægge, lære og løse problemer. Hver gang du liver sat over for en udfordrende situation i dit liv, vil dine kognitive evner blive sat i spil.
Den mest basale kognitive evne er koncentrationsevne: evnen til at fokusere på opgaven foran dig. Men når du ikke har sovet nok, mister din hjerne fokus, bliver tåget og tankerne vandrer andre steder hen.
For dine kolleger eller familie kan det blive opfattet som om du ikke er til stede og faktisk er ligeglad - selvom du faktisk føler det helt modsat.
Hukommelse og erindring
Prøv at tænk på alle de ting du skal opbevare i din hukommelse for at få en hverdag til at fungere, for slet ikke at tale om hvad du skal huske omkring det arbejde du laver. Alt fra arbejdsprocesser til praktiske ting som navne på dine kontakter og navnene på dine kollegaer fra andre afdelinger - alt det opbevarer din hjerne for dig.
Hvis du ikke kan genkalde disse vigtige informationer, så kan du ikke bruge dem. Og uden kvalitetssøvn bliver din hukommelse påvirket.
Problemløsning og beslutningstagning
Mangel på søvn får din rationelle hjerne ud af trit. Der er højere sandsynlighed for at du tager dårlige beslutninger, hvilket gør det sværere at planlægge projekter, definere mål og evaluere risici. Du vil helt sikkert også få sværere ved at forstå og få overblik over komplekse problemstillinger.
I takt med at arbejde bliver mere og mere komplekst - og indbyrdes afhængigt - bliver din evne til at navigere i det hele afhængigt af at din hjerne kan præstere og deraf afhængigt af god søvn.
Kreativitet
REM søvn er det søvnstadie hvor din hjerne er mest aktiv og dine drømme er mest livlige. Derfor bliver denne fase også kaldt drømmesøvnen. Man befinder sig i REM søvnen flere gange i løbet af en nat, og første gang kommer typisk efter man har sovet i 90 minutter. REM søvnen varer mellem 10 minutter og en time ad gangen.
Fordi hjernen er meget aktiv, sover man meget let i denne fase - det er også derfor, du tit vil opleve, at du vågner midt i en drøm. Denne fase er essentiel for din kreativitet - faktisk er det sådan, at du kan løse kreative problemer imens du sover.
Så du skal sørge for at få nok REM søvn, så du kan blive ved med at komme med gode ideer i en brainstorm og levere kvalificeret kreativt arbejde.
Humør
Uden søvn er du mere udsat for humørsvingninger og depressive perioder, som potentielt kan udvikle sig til mere seriøse mentale sygdomme.
Måske bider du af en kollega på arbejdet uden nogen egentlig grund, eller dine børn. Eller også ryger du i det røde felt over ingenting. Når du har fået en god nats søvn vil du med al sandsynlighed reagere på alle slags situationer med balance og ligevægt - og være tilbøjelig til at give dine kollegaer og børn et smil i stedet for at bide hovedet af dem.
Afkodning af følelser og empati
Søvnmangel påvirker din evne til at genkende og anerkende andres følelser og kan også ødelægge din empatiske evne.
Følelsesmæssige færdigheder er en nøgleevne i både arbejdssammenhæng og derhjemme. Hvis du ikke kan afkode med de følelser der er på spil omkring dig, kan det gøre det sværere at navigere I dagligdagens begivenheder både hjemme og på arbejdet: møder, ledelse af et team, forhandlingen af en aftale osv. Og mere følsomme interaktioner som at støtte andre i deres udvikling, børn eller kollegaer, kan gå i den gale retning.
Fysisk påvirkning
Dårlig søvn har en reel påvirkning på din krops funktioner - tydeligst hvis det pågår over flere nætter I træk. Måske har du prøvet at gå i byen flere aftner i træk i weekenden og derefter opleve at få ondt i halsen mandag eller tirsdag ugen efter.
Men det er ikke kun sygdom, der er tydelige tegn på søvnmangel. Du føler dig søvnig midt på dagen, du har svært ved at holde koncentrationen og din reaktionstid bliver længere.
Når du er på arbejde på et kontor, vil det at føle sig søvnig måske få dig til at falde sammen i sædet. Over tid kan dårlige siddestillinger give dig hovedpiner, ondt i ryggen og dårlig fordøjelse - som så igen påvirker mulighederne for kvalitetssøvn.
Fordi træthed om dagen påvirker din evne til at reagere hurtigt på farer kan det i andre sammenhænge have fatale konsekvenser. Hvis du ikke sover godt om natten og er veludhvilet, når du vågner, kan det være farligt at sætte sig bag rattet eller betjene tungt maskiner - og på samme tid have store konsekvenser for andre.
Det kan du gøre for at sove bedre
Nu har vi set på en hel række af problemer dårlig søvn kan føre med sig. Men på den anden side repræsenterer de allesammen muligheder for at forbedre din fysiske og mentale sundhed - altså dit liv og dit arbejde - gennem bedre søvn.
Først og fremmest, respekter din søvn. Det er mere end bare at ligge I sin seng I 8 timer. Det er en vital del af din livsstil - sammen med næring og motion.
Skab et godt søvnmiljø - en god støttende seng, et koldt og mørkt rum - hjælper uden tvivl. Men helt grundlæggende handler det om at opbygge bedre søvnvaner for dig selv, som at gå i seng på den samme tid hver dag, skab rutiner som du skal igennem hver aften som er med til at få dig ned i gear, inden du går i seng, og give slip på dagen.
Skriv dine tanker ned, mediter, lyt til beroligende musik, skru ned for lyset og lav afslappende yogaøvelser. Alt sammen noget der kan hjælpe dig til bedre søvn.
Lad os få søvn mere på agendaen - også på arbejdspladsen
Når man ser på, hvor vigtigt søvn er for dig og din arbejdsindsats, din trivsel og din lykke, er det overraskende, hvor lidt der bliver talt om søvn både hjemme og på arbejdet.
Vi kan allesammen være en del af løsningen med åbne snakke, anerkendelse af udfordringen og trivselsprogrammer, som tager aktivt stilling til alles søvn og livsstil.
Har du brug for hjælp?
Skal du have hjælp til at arbejde med din livsstil og derigennem din søvn?Jeg kan hjælpe dig med at lære, hvordan du kommer til at mærke dig selv igen og finde ud af, hvilke metoder der virker for dig.
Læs mere om mine tilbud her og se hvordan vi kommer i kontakt.
Løst oversat fra Calm suppleret med danske statistikker.
Comments